Installation af fiber

Når du har bestilt en fiberløsning, vil entreprenøren lægge et tomrør ned i vejkanten og trække røret ind til din bolig. Herefter bliver der blæst optiske fibre gennem, der gør det muligt at modtage og sende data med lysets hastighed.

Derefter bliver der opsat en fiberboks på den ydre husmur. Boksen ændrer signalerne fra fibernettet til de signaler, de forskellige enheder bruger. Signalet passer til både internet, TV, telefoni og radio.

RAH Fiberbredbånd sørger for at installerer fiberboksen - dog skal du selv trække kabler i din bolig, hvis det er nødvendigt og tilslutte dem til dine enheder og fiberboksen. Så er du klar til at få glæde af din nye fiberforbindelse.

Nederst på siden kan du se nogle vejledningsfilm, der viser, hvordan du kommer i gang med at trække kabler. Vil du helst have vores tekniker til at tilslutte dine enheder, kan du bestille udvidet installation.

Når teknikeren kommer på besøg

Vi har brug for, at du har følgende klar, når teknikeren kommer:

Waoo Smart WiFi
• Har du valgt Waoo Smart WiFi, og har du allerede WiFi-udstyr, anbefaler vi, at du nedtager eller deaktiverer det, da det ellers vil forstyrre din nye trådløse internetforbindelse.


TV med boks
• Vi anbefaler, at du kabler forbindelsen med et netværkskabel med et RJ45-stik fra fiberboksen til dit TV. Du kan købe et netværkskabel i forskellige længder hos forhandlere af PC’er og TV. Har du et kabel uden stik, kan teknikeren hjælpe dig med at montere RJ45-stik.

• Der skal være et ledigt strømstik til TV-boksen ved dit TV og en ledig HDMI-port på dit TV, så TV-boksen kan forbindes med TV’et.

Kabel TV
• Har dit TV ikke DVB-C tuner (typisk TV før 2010), kan de udelukkende indlæse analoge TV-kanaler. Hvis TV’et har en DVB-C tuner og kan modtage signaler i MPEG4, modtager du digitalt.


• Dine kabler, fordeler og stik skal være godkendte og HF-tætte. Hvis det ikke er tilfældet, kan det forstyrre dit TV-signal i form af pixeleringer eller at TV-billedet helt forsvinder.

• Har du flere TV, skal du bruge et coax antennekabel fra dit TV til en TV-fordeler. TV-fordeleren skal være i samme rum som fiberboksen – dog max 5 meter væk.


Telefoni
• Har du bestilt nyt telefonnummer, hjælper teknikeren dig i gang. Hvis du har bibeholdt og overført dit eksisterende telefonnummer, vil teknikeren vise, hvordan telefonien tilsluttes.

• Vil du benytte dine eksisterende telefonstik, skal forbindelsen til den tidligere udbyder afbrydes.

• Ønsker du et kabel fra fiberboksen til nærmeste telefonstik (max 5 meter), kan teknikeren hjælpe dig. Vi ændrer ikke på den nuværende telefoninstallation. Har du behov for et 3-benet telefonstik til at koble en telefon direkte til fiberboksen, kan du få det af vores tekniker.