06. juni 2016

RAH EnergiMidt og Ringkøbing-Skjern Boligforening indgår aftale om fibernet til 1600 lejemål

RAH EnergiMidt og Ringkøbing-Skjern Boligforening har indgået en aftale, der giver godt 1600 lejemål i Ringkøbing-Skjern Kommune adgang til lynhurtigt fiberbredbånd senest i 2017. Boligforeningen ønsker at fremtidssikre sine boliger og fremme fiberudrulningen i Vestjylland.

RAH EnergiMidt og Ringkøbing-Skjern Boligforening har netop sat deres underskrifter på en aftale, der betyder, at boligforeningens godt1.600 lejemål rundt i kommunen vil få installeret lynhurtigt fiberbredbånd senest i 2017. Beboerne i de enkelte boliger får tilbudt fiberabonnementer efterhånden som RAH EnergiMidts fiberkabler bliver lagt ud i de forskellige afdelinger.

- Vi glæder os over, at boligforeningen har valgt at satse på fiber. Vi er jo allerede begyndt at udbrede vores fibernet i det vestjyske, og vi mærker en stor interesse fra borgerne. Ringkøbing-Skjern Boligforening har afdelinger rundt i hele kommunen, og med denne aftale kommer placeringen af de enkelte afdelinger til at få stor indflydelse på vores fremtidige udrulning, fortæller Lars Kofoed Sørensen, forretningschef i RAH EnergiMidt og tilføjer, at aftalen er indgået uafhængigt med selskabets aftale med Ringkøbing-Skjern Kommune.

En fremtidssikring af boligerne
Ringkøbing-Skjern Boligforening har hidtil haft en aftale med YouSee, og denne udløber i 2017, hvor RAH EnergiMidt derfor skal være klar til at levere til de godt 1600 boliger. 

- Helt overordnet har vi valgt at indgå aftalen med RAH EnergiMidt om fiber til vores boliger for at fremtidssikre hele boligforeningen. Vi vil sikre os, at vi får en teknologi, der er gangbar mange år frem i tiden og kan følge med udviklingen. Det ved vi, at fiberen kan, fortæller Karsten Håkonsen, som er formand for Ringkøbing-Skjern Boligforening.

Med aftalen kommer fibernettet også derud, hvor der ikke er ordentlig internetdækning i dag, og det er vigtigt for boligforeningen at få alle lejemål med.
- Vi har afdelinger, hvor der hverken er god nok dækning til tv eller internet, og vi ser det som en konkurrencefordel, at vi kan tilbyde lynhurtigt internet i alle vores boliger. Det er vigtigt, at hele familien kan være online uden problemer. Der skal både være kapacitet til tv, streaming, online-spil, hjemmearbejde og almindelig surf, og der er mange apparater, der skal deles om forbindelsen. Det skal vores boliger være gearet til, og det bliver de med fiber, siger han videre.

Fremmer fiberudrulningen i Vestjylland
Aftalen med Ringkøbing-Skjern Boligforening kommer også resten af kommunen til gavn. Med boligforeningens 52 afdelinger i Ringkøbing-Skjern Kommune vil aftalen være med til at fremme udrulningen yderligere.

- Vi vil gerne hjælpe med at udbrede fibernettet i de områder, hvor vi har boliger, og i foreningens hovedbestyrelse kigger vi generelt fremad. Vi mærker allerede nu, at nogle af vores kommende lejere spørger til internetmulighederne, og det bliver uden tvivl mere udbredt i fremtiden. Derfor glæder det os, at vi nu kan være på forkant på det område og samtidig medvirke til at resten af kommunen også kommer det, slutter Karsten Håkonsen.  

Seneste nyheder

18. januar 2017

RAH Fiberbredbånd fortsætter fiberudrulningen i Ringkøbing-Skjern kommune

Læs mere

15. december 2016

Holmsland Klit: Nu får flere sommerhusejere tilbudt fiber

Læs mere

29. november 2016

​​Skræddersyet fiberløsning til sommerhusejere i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs mere